Det var daværende rådstuearkivar i København, Axel Linvald, som for mere end 80 år siden tog et initiativ og med hans egne ord skete der følgende:
”Ved Kabinetssekretariatets Skrivelse af 22. Januar 1929 har H.M. Kong Christian X givet Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie Tilladelse til ved nærværende Udgiver, som Helhed eller i Udvalg, at udgive Kong Christian VIII.s – i Kongehusets Arkiv i Rigsarkivet beroende – Dagbøger og Papirer.”
Det blev startskuddet til noget af et sisyfosarbejde, fordi Christian VIII.s skriftlige efterladenskaber brutto består af ikke færre end 281 arkivenheder, altså pakker, bind m.v.
Det kan man sammenligne med, hvad forgængeren Frederik VI og efterfølgeren Frederik VII efterlod sig. Den første nøjedes med 91 enheder, den anden med 126. Christian VIIIs arkiv rummer altså mere end de to andres tilsammen.
Når der anvendes ordet ”brutto” om disse arkiver, skyldes det, at de også rummer skriftlige efterladenskaber fra pågældendes ægtefæller, således i Christian VIII.s arkiv tillige Caroline Amalies og broderen, arveprins Ferdinands, og hans gemalinde, arveprinsesse Carolines arkiv m. fl.
Men grundstammen i den meget skrivende Christian VIII.s arkiv er og bliver hans egne kalenderdagbøger, i alt 102 bind, og det store brevarkivs største gruppe, de 46 pakker breve fra forskellige.
Man kan roligt sige, at denne flittige konge efterlod sig noget af et skriftligt monument over sin virksomhed. Det vil vare endnu mange år, før alt det, der fortjener at udgives, kan fås på tryk.
Om Kong Christian VIII.s dagbøger og optegnelser
Prinsen, senere kongens 102 små kalenderbøger findes med op til tre bind hvert år, fordelt på dagbog, brevbog og regnskabsbog. Det er selvfølgelig dagbøgerne, som er mest interessante, men der har også kunnet hentes lidt stof ind fra brevbøgerne.
Han skrev særdeles kortfattet dag for dag. Det var blot om, hvad der var foregået, og det er helt tydeligt, at han brugte sine notater til senere at kunne slå efter og tage noget op igen. Men han havde sørget for, at der med mellemrum var medindbundet hvide blade, hvor der var plads til lidt længere redegørelser. Og denne mulighed udnyttede han, når det faldt for.
Det første bind dagbøger og optegnelser udkom i 1943 og gælder årene 1799-1814. Udgiveren, Axel Linvald, udvalgte efter sin tids skik og brug kun det, han fandt væsentligt, det andet blev sprunget over. Og det væsentlige dengang var først og fremmest det politiske.
Således fortsatte det i det følgende. Andet binds 1. halvbind for tidsrummet 1815-1821 blev i 1973, altså 30 år senere, udgivet af Albert Fabritius, Finn Friis og Else Kornerup. To tredjedele af bindet er prinsens rejseberetninger fra kalenderbøger og løbende selvstændige optegnelser. Det medtagne stof er emnemæssigt bredere, som man da også ville vente det, når det gælder rejseoplevelser fra Italien.
Andet binds 2. halvbind dækkende årene 1821-1822 fortsætter i samme spor og det blev da også udgivet af det samme trekløver i 1976.
Viggo Sjøquist stod for bind III for årene 1823-39, der udkom i 1983. Her er der næsten udelukkende tale om regester, altså uddrag dag for dag. Det er meget kortfattet, men afbrydes enkelte steder af en længere omtale af en samtale samt i slutningen af perioden af referater af møder i Statsrådet.
I 1995 afsluttedes med fjerde, tredelte bind med dagbøgerne fra kongetiden. Forstanderskabet besluttede, at en konges dagbøger forkorter man ikke. Således tog udgiveren, Anders Monrad Møller, alt med undtagen uforståelige regnskabsnotitser – mest vedrørende tab og gevinst i kortspil. Teksten kom dermed til at fylde de to bind, mens det tredje er kommentarer dag for dag, samt omfattende registre. Dagligdagen med trivialiteterne kom dermed til at fylde meget, men det er der ingen, som har fortrudt.
Christian Frederik/Christian VIII skrev ikke dagbog alle de tidlige år, men alligevel efterlod han sig noget af et skriftligt monument, som har materialiseret sig i de nævnte bind med tilsammen 2700 sider alt inklusive.
Om de udgivne breve
Axel Linvald udgav i 1965 to bind breve fra årene 1796-1813. Det dækker principielt korrespondancen med samtlige personer – høj som lav – i nævnte tidsrum, men ikke alle breve er fundet interessante nok til at komme med og af mange er der kun tale om større eller mindre uddrag – af og til blot et par stikord.
I årene 2002-2008 udkom ved Anders Monrad Møller under medvirken af Otto Madsen de seks bind Augustenborgbreve. Disse er alle medtaget og gengivet in extenso. Begrundelsen er dels ønsket om at kunne belyse dagligdagen, dels at et trivielt brev jo fortæller, at så er der åbenbart ikke noget særligt på færde.
De to første bind indeholder alle breve udvekslet mellem Christian Frederik/Christian VIII og Caroline Amalie, og mellem dette par på den ene side og hendes mor, enkehertuginde Louise Augusta af Augustenborg på den anden, i alt 696 breve. Højdepunkter er kærlighedsbrevene fra parrets forlovelsestid og deres rejseberetninger fra den store udenlandsrejse 1819-22.
De to næste drejer sig om parrets breve til og fra hertug Christian August af Augustenborg og hertuginde Louise, i alt 1176 breve. Her hæfter man sig især ved udviklingen af forholdet mellem de to svogre. Den unge hertug var yderst ærbødig overfor sin 12 år ældre svoger, men da sidstnævnte var blevet konge, endte det med et fuldstændigt brud imellem dem. Caroline Amalie gik i al stilhed sine egne veje og sympatiserede overraskende og på det mest illoyale med sin bror og var tillige hjerteveninde pr. post med hertuginden.
I det femte bind er det så brevene til og fra prins Frederik af Nør og prinsesse Henriette, i alt 300 breve, mens sjette bind rummer efterskrift, supplement på 25 breve og registre. Interessant er her især forholdet til Frederik af Nør, da han i 1842 og fire år frem var statholder i Hertugdømmerne – det endte naturligvis med, at deres veje skiltes. De få breve fra Henriette til Caroline Amalie fortæller om en gigtplaget stakkel, der havde svært ved overhovedet at håndtere et skriveredskab. Det sidste bind rummer i øvrigt også en række karakteriserende artikler om de involverede personer netop på grundlag af disse i alt 2195 breve.
Den 30. november 2111 udkom ved Anders Monrad Møller to bind med 725 breve udvekslet mellem Frederik VI både som kronprins og konge på den ene side og på den anden hans efterfølger Christian Frederik, altså den senere Christian VIII. Der er mange, men kortfattede breve fra Frederik, mens Christian Frederik nok skrev færre, men til gengæld væsentlig længere skrivelser. Den allerførste lille hilsen er fra 1801 og det sidste brev blev afsendt ugedagen før Frederik VI.s død den 3. januar 1839. Man vil kunne iagttage, at forholdet mellem de to – med et par kortvarige undtagelser – var overraskende godt, især når man tager deres store forskellighed taget i betragtning.