Causeri af Vagn Skovgaard-Petersen afholdt den 9. marts 2005 ved markeringen af Selskabets 260 års jubilæum.

Kære kolleger! Nogle vil huske det storartede jubilæum for ti år siden. Den kongelige protektor Dronningen var indbudt som både vært og gæst – hun tog imod i de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg og amuserede sig med Selskabets medlemmer. Om aftenen stor middag her i huset, hvor blandt andre Troels Fink optrådte, dengang vort medlem med længst anciennitet, over 40 år. Han talte morsomt og markant om Selskabet og Historien.

I år er årenes antal mindre rundt, men dog en markering værd. Danmarks næstældste selskab fylder 260 år – Videnskabernes Selskab er tre år ældre. Siden 1745 har vi udgivet Danske Magazin, det ældste tidsskrift herhjemme – udsendt med tvangfrie mellemrum, når der forelå tilstrækkeligt vigtige, trykværdige kilder til dansk historie.

Jeg vil benytte lejligheden til at causere over Selskabets ydre og indre vilkår, det vil sige lidt om lokaler, navn og virksomhed. Viden herom har jeg blandt andet fra professor E.C. Werlauffs imponerende fremstilling af de første 100 år, udgivet i 1847 – efter at jubilæet var behørigt fejret ved en større middag i Vincents restaurant på Kongens Nytorv, hvor Chr. Molbech havde holdt hovedtalen om Jacob Langebek – Selskabets stifter og dets første forstander (1745-75). Jeg bygger også på Bjørn Kornerups fremstilling fra 1945, hvor jubilæet af politiske grunde ikke kunne holdes på selve dagen, 8. januar, men måtte udskydes til december. Endvidere har jeg gransket forskellige artikler i Danske Magazin. Det er Kornerups fortjeneste at have rekonstrueret medlemslisten frem til 1945 – ikke uden besvær, idet protokollen frem til 1781 synes tabt.

Jeg har tillige brugt Erik Nørrs artikel i sidste hæfte af Danske Magazin om Selskabet 1945-2005; heri har Erik Nørr blandt andet ajourført medlemslisten, der nu er nået til 292 ”ordentlige” indenlandske og 73 udenlandske medlemmer. De ”overordentlige” var i perioden 1810 –1845 de betalende medlemmer, der ikke selv deltog i det praktisk-historiske arbejde, men bidrog til formålet ved deres ”kraftige Understøttelser”. For eksempel blev A.W. Moltke til Bregentved (den senere konseilspræsident) i 1822 indvalgt som overordentligt medlem og var det til sin død i 1864. Endelig vil jeg nævne Kjeld de Fine Lichts smukke lille bog om huset her: ”Carlsbergfondets Bygning 1899-1999”, udgivet af Carlsbergfondet i 1999.

Logi

Vi befinder os i Videnskabernes Selskabs bygning, der blev opført på initiativ af Carlsbergfondet i 1890’erne med Vilhelm Petersen som arkitekt. Formanden for Carlsbergfondet, historikeren Edvard Holm, ønskede en arkitekt, der kunne skabe et hus med aner i antik og italiensk renæssance, i italiensk paladsstil. Han fik sine ønsker opfyldt, og i 1898 stod bygningen klar til indflytning af både Carlsbergfond (stueetagen) og Videnskabernes Selskab på de næste etager.

Når jeg nævner dette, skyldes det, at ”Danske Selskab” efter Langebeks død i 1775 stod ved en skillevej. Skulle det ophøre eller – som det blev foreslået – indgå i Videnskabernes Selskabs historiske klasse eller påtage sig nye opgaver? Bogsamleren Henrik Hielmstierne (1715-80), der efterfulgte Langebek som forstander, fik fremkaldt en kongelig støtte til Selskabet, når der udkom et bind af Danske Magazin. Men vigtigst var det, at Ove Høegh-Guldberg i februar 1781 udvirkede en kongelig resolution, der blandt andet dekreterede, at Danske Selskabs samlinger skulle opbevares sammen med Videnskabernes Selskabs sager, og at Danske Selskab altid skulle have ret til at holde sine møder i Videnskabernes Selskabs lokaler, når ikke dette selskab selv brugte dem. Denne rettighed blev gentaget i overdragelsesdokumentet til Videnskabernes Selskab 1898.

Om lokalerne blot dette: først et par år på Universitetet hos Hans Gram, fra 1747 i lokaler på Charlottenborg ud mod Kongens Nytorv. I 1781 blev Selskabets samlinger overført til Prinsens Palæ, hvor Videnskabernes Selskab holdt til; begge selskaber måtte rømme derfra efter slotsbranden 1794 til staldfløjen ved ridebanen bag Christiansborg (Hofteaterfløjen). Da Videnskabernes Selskab i 1855 flyttede tilbage til Prinsens Palæ, fulgte Danske Selskab med. Derfra gik turen i 1899 til den bygning, hvori vi nu befinder os.

Navne

I henhold til det kongelige beskyttelsesbrev fra 1747 hed selskabet Det kongelige danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogs Forbedring. Også Norge hørte med. Den kobberstukne vignet på Danske Magazin – høstarbejdere, der indsamler tilbageblevne aks på marken – er undergået små forandringer i tidens løb – som påvist af Anders Monrad Møller i artiklen ”Efterhøst til fleres Nytte” i Danske Magazin 1997. Valgsproget ”Til fleres Nytte” er der aldrig pillet ved. Men Selskabets navn blev ændret. I 1810 kom det til at hedde Det Kongelige Danske Selskab for Fædrenelandets Historie og Sprog. Bagved lå en fusion med Det kongelige danske genealogiske og heraldiske Selskab, der stammede fra 1777. De oprindelige love fra 1747 blev revideret af nye og strengere regler. I hvert fald fra 1810 optog man ordentlige medlemmer ved ballottering.

Selskabet beholdt sit nye navn fra 1810 til 1936, hvor det fik sit nugældende: Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie. Sproget var udgået af navnet med en begrundelse, som udtryktes i skrivelsen til kongen: ”…en for længst indtraadt Arbejdsdeling, hvorefter det er Sprogmændene, der arbejder med Fædrelandets Sprog, blandt andet gennem Det danske Sprog- og Litteraturselskab, medens Historikerne i vort Selskab virker med Historien”. Det danske Sprog- og Litteraturselskab var stiftet i 1911 på initiativ af Lis Jacobsen og Carl S. Petersen.

Virksomheden: indsamling, udgivelser, om medlemmerne og møder.

Fra 1745 til i dag har flagskibet været Danske Magazin. Her er publiceret centrale kilder til dansk historie – udgivet i tvangfri rytme i 49 store bind. Langebek understregede, at indledninger og oplysende kommentarer skulle skrives i ”en reen og ret dansk Stil”. Breve, dagbøger, gengivelser af segl og mønter, efterretninger om Christiern Pedersen, Tycho Brahe og mange andre optræder i de første hæfter – kirke-, kultur-, lærdoms- og personalhistorie. Senere kom den politiske historie stærkere ind: Kalmarunionsbrevet 1397, Christian 3.s anklageskrift mod biskopperne 1536, gesandtskabsindberetninger, ordbogshistorie (Chr. Molbech) etc. I mange år var det øjensynligt skik, at manuskripter til kildeudgivelser blev oplæst og drøftet i selskabets møder inden udgivelsen i Danske Magazin. Jeg benytter lejligheden til at gøre opmærksom på den systematiske fortegnelse over indholdet i Danske Magazin 1745 – 1995 (1. – 8. række), der er udarbejdet af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen og udgivet i 8. række 6. bind i 1995. Fortegnelsen foreligger også som særtryk.

Hovedsagen var i det første halve sekel indsamlingen af håndskrifter og andre kilder, også gamle bøger. En af impulserne har været biblioteksbranden i 1728. Nu skulle sikres, hvad reddes kunne. Gaverne strømmede ind – ifølge Bjørn Kornerup indkom der i de første tre år 389 bøger, 230 håndskrifter, 287 pergamentsbreve, 105 originale papirsbreve og 53 i afskrift, 76 sigiller, 307 mønter, 158 portrætter, andre billeder, kort og tegninger samt 66 stk. naturalier og kuriosa. På møderne blev donationerne gennemgået og udvalg foretaget med henblik på Danske Magazin. Også andre skrifter så dagens lys i Selskabets regi, blandt andet Gerhard Schiønings fremstilling af Norges geografi og Langebeks store udgave af Ole Worms lærde brevveksling – begge værker udkom i 1751.

Prioritering af kildeindsamling medførte naturligvis, at spørgsmålet om lokaler til opbevaring var så vigtigt et emne. Men lidt efter lidt kunne museer og arkiver påtage sig opgaven. I 1822 vedtog Selskabet at overdrage sine oldtidsgenstande til Oldnordisk Museum, mønterne til Det Kongelig Møntkabinet og portrætterne til Portrætsamlingen på Frederiksborg Slot; de trykte bøger gik på auktion. I 1847 blev håndskrifterne overgivet til Det kongelige Bibliotek, og to år senere overgik diplomer og breve til Geheimearkivet som deponeret ejendom – i 1917 indlemmet i Rigsarkivet.

Finansieringen skiftede. En tid lang udløste hvert nyt bind af Danske Magazin en kongelig ”gratification”. Et benådningsbrev fra Christian 8. sikrede fra 1847 Selskabet en årlig bevilling, der siden optrådte på finansloven. Så vidt jeg kan se, stammer forbindelsen mellem Selskabets udgivelser og Carlsbergfondet fra 1890’erne, da Edvard Holm var formand for Carlsbergfondets direktion fra 1889 og forstander for Selskabet fra 1892. Velviljen kom Danske Magazin til gode, men også andre af Selskabets udgivelser, f.eks. H.F. Rørdams udgivelse af Jacob Langebeks Breve i forbindelse med 150-års-jubilæet i 1895.

De gode relationer til Carlsbergfondet er fortsat også efter Holms død i 1915. Det lykkedes i 1929 for hans efterfølger, Johannes Steenstrup, forstander 1915-35, at opnå Christian 10.s tilladelse til Selskabets udgivelse af Kong Christian 8.s Dagbøger. Opgaven blev overdraget til Axel Lindvald og efter ham til Anders Monrad Møller. Projektet affødte et nyt initiativ, der omfatter en udgivelse af dele af Christian 8.s brevveksling. Herom mere fra Anders Monrad Møller om lidt. I sammenhængen her kun den oplysning, at Carlsbergfondet også denne gang var kulant – og tilmed har ladet forstå, at Fondet er glad for at medvirke til en så værdifuld udgivelse. Som de fleste her vil vide, bidrog Fondet tillige med betydelige tilskud til de fire bind Danske Politiske Breve fra 1830erne og 1840erne, der blev besluttet i forbindelse med 200-års-jubilæet og realiseret med udgivelse 1945-58 under redaktion af Povl Bagge og Povl Engelstoft.

Nogle vil have bemærket, at jeg i dette causeri ikke har talt meget om Selskabets love (1747, 1810, 1845 og 1936) og deres justeringer. Ej heller om medlemmerne, deres skiftende antal og indsats som embedsmænd eller udgivere i Selskabets regi. Det ville blive til et helt foredrag, hvor nogle af hovedpersonerne ville være Jacob Langebek, Abraham Kall, Laurids Engelstoft, litteraturhistorikeren Christian Molbech, retshistorikeren J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, kirke- og lærdomshistorikeren H.F. Rørdam og Bjørn Kornerup, der ligeledes var både kirke og lærdomshistoriker og dertil en kyndig latinskolehistoriker. Flere andre kunne fortjene omtale. Medlemmerne modtog et diplom; fra 1836 har det haft en tekst, der var formuleret af Molbech og Kolderup-Rosenvinge.

Om medlemmerne skal jeg her kun tilføje. I det første århundrede var der talrige jurister, mange retshistorisk kyndige, ansatte i kancellierne, assessorer i Højesteret, borgmestre og fogeder. Dertil teologer og nogle militærpersoner. I 1800-tallet blev spredningen større i samsvar med en akademisk differentiering.

Rektorer, arkivarer og bibliotekarer gjorde sig gældende; de fleste udstyret med en doktor-titel. Det første kvindelige medlem var dr. phil., bibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek Ellen Jørgensen, indvalgt i Selskabet i 1917 som nr. 164 i medlemsfortegnelsen lige efter Erik Arup og foran Niels Neergaard og Marcus Rubin. Næste kvindelige medlem blev dr. phil. Astrid Friis, indvalgt i 1945.

Til slut en bemærkning om møderne. Øjensynligt har møder i lange perioder kun været afholdt med store mellemrum og haft præg af de indkomne forslag til udgivelser. Undertiden også af debatter om kommende medlemmer; herom ved vi ikke meget, da forhandlinger om medlemsoptagelse (ballottering) i henhold til lovene fra 1810 skulle være sikret ”den ubrødeligste Tavshed”. Men nogle medlemmer har desuden haft behov for en faglig udveksling af synspunkter. Udtrykt af bibliotekar P.G. Thorsen i 1864 i et forslag om større mødeaktivitet:

”at der, for at bringe en livligere Meddelelse om fædrelandske Emner i stand mellem Medlemmerne, maatte finde hyppigere Sammenkomster Sted, hvor de kunne samtale med hverandre om dansk Historie, gjøre hverandre mindre Meddelelser og meddele deres Opfattelse af historiske Gjenstande”.

Forstanderen, geheimearkivar C.F. Wegener protesterede og ville gå af, hvis forslaget blev vedtaget. Det faldt! Thorsen blev forstander (1866-82), men synes ikke at have genoptaget sit forslag.

I lovene fra 1936 er indsat en § 11, der giver medlemmerne lejlighed til ”at forelægge Arbejder eller stille saadanne Problemer til Behandling, der er af teoretisk eller praktisk Betydning for dansk historisk Videnskab”. Denne passus står stadig i Selskabets love. Det var Thorsens idé, der her blev realiseret, og møderne har derved fået større betydning – til fleres nytte, dog kun for de medlemmer, der deltager i møderne!

Selskabets opgave er således en udgivelse af kilder til fædrelandets historie, men dertil også en udveksling af synspunkter på problemer af betydning for dansk historisk videnskab. Det var Aage Friis, der som ny forstander (1935-1945) tog initiativ til lovenes revision. Resultatet samt optagelsen af syv nye indenlandske og tre udenlandske medlemmer blev markeret med en festlighed i februar 1937. Ved den lejlighed skænkede forstanderen den stadig anvendte dirigentklokke af sølv med Selskabets segl indgraveret.