Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie stiftedes 1745 af Jacob Langebek. Foruden udgivelsen af det endnu eksisterende tidsskrift Danske Magazin var indsamling af gamle trykte bøger, håndskrifter, pergament- og papirbreve, sigiller, mønter, oldsager m.m. selskabets opgave. Allerede 1748 kunde forstanderen i et større trykt arbejde gøre rede for for de resultater, der var nået i de første tre år. Hvad oldsager og andre antikviteter angik, var selskabets samlinger således en forgænger for vort Nationalmuseum. Disse ret store samlinger opløstes i løbet af det følgende århundrede og fordeltes til Det kgl. Bibliotek, Geheimearkivet og Oldnordisk Museum. Kun en enkelt lille ting er endnu i selskabets eje – den nedenfor afbildede glaspokal.

     Den merkantilistiske erhvervspolitik, som man slog ind på under Frederik IV efter afslutningen af den store nordiske krig, som fortsattes under Christian  VI og kulminerede under Frederik, interesserede sig i høj grad for Norge. Man betragtede dette vort broderrige som det vordende industriland med store muligheder og rige naturlige hjælpekilder, som det bare gjaldt om at få øje på. Der var her en vis arbejdsmark for de projectmagere, som Holberg tager under behandling i Niels Klim og andetsteds.

     Ved octroj af 21. maj 1739 stiftedes ”Det kongelige Allernaadigst Octrojerede Norske Compagnie”, hvis område blev udnyttelsen af praktisk talt alle Norges naturherligheder kun med undtagelse af, hvad der allerede var overladt til andres brug. – Af alle de foretagender, som blev sat i sving i disse år, gik de fleste til grunde, andre havde vanskelige kår, men nåede dog frem til mere varig beståen.

     Virksomme var også medlemmer af Det danske Selskab, deriblandt Christian Grave. Han var født ca. 1700 i Tim, søn af sognepræsten der, blev student fra Viborg 1719 og fik theologisk embedseksamen 1723. Efter mange omskiftelser blev han 1747 sognepræst i Eger i Norge; samme år blev han optaget i Det danske Selskab, hvortil han havde gjort sig fortjent ved at opsøge oldsager, gamle dokumenter og skrifter, og man gjorde sig i Selskabet store forventninger om flere norske documenter, han kunde fremskaffe – forventninger, som desværre ikke blev opfyldt. 1748 blev han udnævnt til professor i fædrelandets antiquiteter.

     Til den gamle Eger præstegårds jord hørte Nøstetangen, en odde, som skyder sig ud mellem Drammenselven og Vestfosselven. Stedet lå i nærheden af Norges vigtigste bjergværksstad Kongesberg med gode transportforhold – to mil langs Drammenselven til Bragernæs, hvor der var havn og stapelplads og lette udskibsningsforhold. Direktionen for det nystiftede Norske Compagni var straks opmærksom på stedets egnethed til industrielle anlæg og lejede fra nytår 1740 grund på Nøstetangen af sognepræsten. Der blev straks anlagt en række fabrikker, bl.a. en glashytte. Skønt begyndelsen af driften ikke var særlig lovende, blev glasværket dog udvidet 1746 og en del tyske fagfolk indkaldtes. Driften af glasværker gav ikke desto mindre stadig underskud, fordi det var vanskeligt at få  produkterne afsat i konkurrence med importen fra England, Tyskland og Frankrig.

     Da Frederik V besøgte Norge 1749, gæstede han også anlæggene på Nøstetangen og blev modtaget med et hyldestdigt af pastor Grave Grave, der også nævnte stedets seværdigheder:

På venstre Haand her fra Glas-Pusteriet ligger

Som ofte kummerlig for daglig Næring tigger,

Der blæses Glas af Kalk, Salpeter-gifft og Sand,

Hver ærlig Patriot saae det i bedre Stand.

Det Norske Compagni afstod 1751 virksomhederne på Nøstetangen til et nydannet compagni, for hvilket pastor Grave selvanden blev administrerende direktør. Man foretog nu udvidelser af glasværket og traf foranstaltninger til en fremtidig forsvarlig drift og indkaldte yderligere en række fagfolk fra Tyskland. Det viste sig dog snart, at der krævedes større kapitalanlæg, og allerede i juni 1753 trak den foretagsomme sognepræst sig ud af direktionen, som så blev overtaget af major Caspar Herman von Storm. Det lykkedes denne initiativrige mand at holde driften gående og for en årrække at føre glasværket fremad, takket være protektion fra hoffet (grev Moltke) og ved importforbud mod udenlandske glasvarer. Storm blev 1763 stiftamtmand i Christiania, 1766 fratrådte han som direktør for glasværket, 1772 gik han fallit. Samme år blev glasværket på Nøstetangen nedlagt.

     Det er sandsynligt, at Det kongelige danske Selskabs pokal er en gave fra professor Grave til tak for medlemsskabet og for at vise, hvad det norske glasværk kunde præstere. Den er rimeligvis skænket i de år 1751-53, da han var administrerende direktør, selv om han til sin død 1763 stadig omfattede glasværket med interesse. – Når denne gave ikke er blevet optegnet i selskabets historie, har det sin naturlige forklaring i, at selskabets virksomhed med udgivelsen af 6. bind af Danske Magazin 1752 ophørte for en længere årrække som følge af, at forstanderen, der i 1748 var blevet geheimearkivar, blev optaget af en række andre opgaver.

     Pokalen er 20 cm høj, med låget 30 cm. Den bærer på den ene side en gengivelse af selskabets segl, som dateres fra kongelig resolution af 13. juni 1747, dragen, der vogter de historiske minder; derover står: DET KONG: DANKE SÆLSKAB. På den anden side ses en fri gengivelse af selskabets vignet fra Danske Magazin, arbejdsmarken med folk, der samler aks under devisen TIL FLERES NYTE. Nederst står SLEB: WENTZEL I EDER NORGS og på foden på begge sider et spejlmonogram, der sikkert skal læses C G. Under foden er indslebet I:W:G.

     Pokalen må vel siges at være et smukt arbejde af det unge norske glasværk, men den tyske glassliber har ikke forstået at gengive de ham forelagte indskrifter rigtigt. Han har skrevet DANKE i stedet for DANSKE, NYTE for NYTTE, I EDER NORGE for I EGER NORGE, og spejlmonogrammet er også besynderligt. Der arbejdede flere af glaspusterfamilien Wentzel på Nøstetangen, men rimeligvis er det den først indkaldte Frantz Wentzel, der har sat sin sin signatur, der vel skal udtydes ”Slebet af Wentzel”, på pokalen. Måske I: W: G. hentyder til en anden glaspuster af denne familie, som så har formet selve pokalen.

     Det er mærkeligt, at i den store litteratur, der foreligger om den gamle norske glasindustri, hvor bl.a. så mange af Nøstetangens smukke pokaler er afbildede, denne pokal er ganske undgået opmærksomheden. Den må have været godt gemt på Nationalmuseet. Det var, da man 1885 rømmede selskabets bibliothekslokale på Prinsens Palais, at man deponerede pokalen i museets historiske afdeling. Men Nationalmuseet udstillede dengang ikke sager fra tiden efter 1660, og først efter at Folkemuseet var blevet indlemmet i Nationalmuseet, blev pokalen 1935 afgivet til denne tredje afdeling, hvor den siden har været udstillet (nyt inventarnummer 794 – 1946).