Det kongelige Danske Selskabs stifter, Jacob Langebek, forklarede siden, at det oprindelig – i 1745 – var tanken, at nærværende skrift skulle kaldes for “Danske Forraads Kammer”.1 Ved nærmere eftertanke fandt man dog, at denne titel ville falde ubekvem, når der i andre publikationer skulle henvises, så resultatet blev “Danske Magazin” med den tilføjelse, at der her var tale om “Et Ord, som er kort og siger meget”. Herefter fremsatte Langebek nogle betragtninger over netop ordet Magazin, som nogle mente kunne være af nordisk herkomst, hvad han meget gerne ville fastholde. Dog måtte han indrømme, at andre rigtignok pegede på en mere østlig oprindelse, hvad han altså var redelig nok til at gøre opmærksom på.

Langebek har helt tydeligt haft en fornemmelse af at være på tynd is, og det var da også tilfældet, hvad man kan få bekræftet ved et opslag i Ordbog over det danske Sprog. Men hans bestræbelse på at påvise det nordiske præg er forståelig, når det drejede sig om et skrift udgivet af det, der dengang – ved kongeligt beskyttelsesbrev af 24. februar 1747 – fik den officielle betegnelse “Det Kongelige Danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogs Forbedring”.² Men resultatet blev altså, at man kom til at benytte en arabisk glose til “Danske Magazin, indeholdende Allehaande Smaa-Stykker og Anmerkninger til Historiens og Sprogets Oplysning”.

Derimod havde Langebek ret i, at alle vidste, hvad ordet Magazin betød. Gud og hvermand kendte f.eks. betegnelsen “Magazinkorn” om det skattekorn, der blev ført til de kongelige forrådskamre, såsom Proviantgaarden etc.³ Og der er ingen tvivl om, at det lige netop var associationer til landbrugets vigtigste afgrøde, som skulle vækkes ved brugen af lige netop dette ord. Om ikke andet, fremgår det tydeligt af den vignet, der kom til at pryde titelbladet på Danske Magazin.

Ganske vist forelå første hefte faktisk trykt og havde forladt pressen allerede inden det stiftende møde den 8. januar 1745 – Magazinet er på sin vis ældre end Selskabet. Men først ved færdiggørelsen af første bind var der brug for titelblad og efterfølgende tilegnelse til Christian VI. Så der var tid til overvejelser, og på et møde den 5. marts 1745 fremlagde forstanderen – altså Jacob Langebek – en tegning, der forestillede en “Ax-samling”, omgivet af “Zirater”, som skulle henvise til selskabets samlinger. Og oven over var så anbragt valgsproget: TIL FLERES NYTTE.⁴

Dette “sindbilled” blev siden fortolket i dedikationen til kongen, som Langebek udarbejdede, da første bind senere samme år var komplet. Det hele foretagende var at ligne ved en “Efterhøst”. De få aks og strå, som efter den egentlige høst kunne opsamles her og der på agrene, var i og for sig gode og tjenlige. Men de var dog kun for lidet at regne imod den store høst, foretaget af såvel de gode som de onde “Høstere”. Til den første kategori hørte den udødelige Hvitfeld og andre brave mænd, som havde frelst mange af landets gamle skrifter og monumenter ved at få dem trykt. Den anden kategori var at forstå som de ulykkelige hændelser, der til gengæld havde betydet undergang for så mange andre, om ikke flere levn fra fortiden – branden i 1728 var det ikke nødvendigt at nævne, den har stået klart i erindringen hos alle i samtiden. Langebek summerede op således, henvendt til Christian VI: “Allernaadigste Konge! Andre have høstet og borttaget den rige Sæd: Vi samle de faa Ax, som Høsterne have levnet os, vi taale ikke, at de skal blive liggende for ondt Veir og Forraadnelse, vi optage dem til fleres Nytte, til Nytte for os og vore Brødre, til Nytte for vore Landsnænd og Fremmede, til Nytte for denne og den tilkommende Slegt.”

Vignet 1745

Titelvignettens agrare præg er hermed forklaret. Til venstre på den afhøstede ager river den ene person sammen, mens den anden knæler ned for at samle op. På vej mod højre bærer en tredie et beskedent neg frem mod de to med den store sæk eller kurv. Disse sidste har helt tydeligt opmærksomheden vendt mod den siddende skikkelse i forgrunden, der vel kan forstås som den endelige modtager, redaktøren eller måske læseren af Danske Magazin, som sidder i tålmodig venten? Inden kurvebærerne kommer til den endelige aflevering, må man dog formode, at de har benyttet den høstvogn, som helt tydeligt kan ses anbragt i baggrunden, eller skal den snarere ses i sammenhæng med den gode “Høster” Hvitfeld, som kørte et helt læs sikkert i hus? I øvrigt kan man i baggrunden se skitseret en landsby med både huse og kirketårn.

Omkring dette motiv er på kartouchen anbragt “Zirater” i form af bøger omhyggeligt indbundet, dokumenter med vedhængende segl, og mon ikke de små runde genstande til højre for blækhuset øverst til højre er mønter og medailler i lighed med dem, der ses i den modsatte side? Selskabet havde nemlig meget hurtigt fået betragtelige samlinger af bøger, manuskripter, pergamenter, segl, mønter, malerier, stik, kort og tegninger samt andre rariteter. “Spici legium” står der at læse forneden til venstre, at oversætte ved “aksbuket”, identisk med resultatet af en sådan efterhøst.

Denne vignet skulle i flere forskellige udgaver komme til at pryde Danske Magazins titelblad i bind efter bind – foreløbig til dato 48 i tallet. Men fra Langebeks tid stammer også en anden udgave, der blev benyttet, da han i 1748 stolt kunne skildre resultaterne efter de første tre år af selskabets virke.

Vignet 1748

Grundlæggende er motivet det samme. Der rives sammen, sankes op og bæres i sikkerhed. Men den virksomme mand i højre side indgår her i sammenhængen på mere aktiv vis. Han sidder med fjerpen og opslået protokol og antyder dermed klart forbindelsen mellem aksindsamling, registrering og publicering. Men metaforerne må på denne måde siges at være blevet noget sammenblandede, så det var nok ganske heldigt, at den mere enkle første udgave blev den varige.

Mester for udførelsen af begge disse vignetter var kobberstikkeren Odvardt Helmoldt von Lode (c1726-57), hvis navn da også er anført nedenunder. Han fik en del arbejde for Selskabet, idet mange artikler i Danske Magazins første seks bind blev illustreret med gengivelser af både personer, bygninger, segl, mønter etc. I 1747 blev han oven i købet ved en højtidelig skrivelse udnævnt til det Kongelige Danske Selskabs Kobberstikker med en slags eneret på at illustrere dettes publikationer. Det fremgår også af vignetten fra 1748, hvorunder står: “O.H. de Lode Chalcogr: Reg: Soc: Dan: sculps:”. Alt var dog ikke idel idyl, idet kunstnerens økonomi var så slet, at Langebek gentagne gange måtte forstrække ham. Efter Lodes død i 1757 var man så ude over det problem.⁵

Men da havde der nu i flere år heller ikke været noget at gøre for en kobberstikker, for udgivelsen af Danske Magazin var gået i stå. Sjette bind bærer årstallet 1752, og der skulle gå mere end fyrre år, før der igen blev brug for en vignet. Langebek var i 1748 blevet gehejmearkivar, han havde fået travlt med at samle materiale til sit Diplomatarium, og følgelig lå Selskabet i resten af hans levetid i dvale. Denne triste tid er skildret andetsteds.6 Her må det være tilstrækkeligt at anføre, at man efter Langebeks død i 1775 snart tog fat på en reorganisering, og at “Nye Danske Magazin”, skriftets anden række, påbegyndtes i 1780’erne. Dog var det først i 1794 blevet til et helt bind, som skulle forsynes med titelblad.

Efter så lang tid kan det ikke undre, at O.H.v. Lodes stik ikke mere stod til rådighed. Om det er blevet kasseret eller blot havde forstukket sig, er ikke til at sige. I alt fald fik man fremstillet en ny udgave.

Vignet 1794

Kobberstikkeren var denne gang Andreas Flint (1767-1824), som tillod sig ikke så få mindre ændringer. Høstvognen i baggrunden er ganske blevet væk, manden i forgrunden har i nogen grad forandret udseende, og ansigtet forneden har skiftet udtryk. Men grundlæggende var motivet absolut det samme, om end resultatet blev et par millimeter lavere og en halv centimeter smallere. Flint har i øvrigt været et nærliggende valg, idet han i årene 1789-99 arbejdede med vignetter til udgaven af historikeren P.F. Suhms samlede skrifter – og samme Suhm havde siden 1781 været Selskabets forstander.⁷

Flints udgave kom kun i brug til tre bind. Anden rækkes tredie bind var komplet i 1810, men de følgende urolige tider bar jo nok deres del af skylden for, at man måtte vente helt til 1823 for at se tilsynekomsten af bind 4. Og igen kom en årelang pause til at betyde, at man åbenbart savnede det hidtil benyttede titelkobber. I Selskabets mødeprotokol hedder det den 29. maj 1823, at nu var det fjerde bind endelig færdigtrykt, og så snart den gamle vignet var omstukken, ville medlemmerne få tilstillet deres eksemplarer.⁸

Ved den lejlighed meddeltes der ikke noget om, hvem der nu skulle stå for vignetten, men Selskabets velbevarede regnskaber afslører kobberstikkerens identitet. Det var såmænd H.G.F. Holm (1803-61), også kendt som “Fattig-Holm”. Som vederlag for kobberpladen og den derpå stukne vignet fik han i juni 1823 udbetalt 12 rigsdaler. Den unge H.G.F. Holm var et naturligt valg, idet han allerede i flere år havde arbejdet for Oldsagskommissionen og dennes sekretær, Christian Jürgensen Thomsen, der også var medlem af Det kongelige Danske Selskab og på dette tidspunkt tillige kasserer.⁹

Vignet 1823

Holms udgave adskilte sig på sin måde fra begge forgængernes. Ganske vist øgede han formatet til tæt på det oprindelige og han ændrede manden i forgrunden, så han fik et udseende nærmere Lodes version. Men Holm føjede også til, idet han lagde skygger, som lader ane, at efterhøsten skete sent på dagen – kirketårnet synes hos ham placeret til venstre for skibet, og personerne kaster skygge mod højre. Båndet med valgsproget fik ligeledes i modsætning til tidligere en diskret skyggelægning. Endvidere udarbejdede han en noget mere detailleret baggrund og ændrede kirken, så man ser et “rigtigt” dansk landsbykirketårn, som må være hvidkalket. Og endelig skiftede ansigtet forneden igen udtryk.

Denne udgave finder man i de tre sidste bind af anden række, samt i de følgende to gange seks bind i tredie og fjerde række. Men efterhånden sporer man slid. Slår man op på titelbladet i de sidste bind af fjerde række, er det tydeligt for enhver. Baggrunden omkring de to kurvebæreres hoveder var specielt medtaget – muligvis kan der have været pillet lidt ved pladen for at trække de vigtigste konturer op, mens det så er gået noget ud over baggrunden. Hvorom alting er, der var efterhånden behov for at få fornyet vignetten.

I mødeprotollen står der under den 3. oktober 1887, at man endnu ikke havde truffet bestemmelse om titelbladet til den nye – femte – række, men nu besluttedes det, at Danske Magazin skulle forsynes med samme vignet som hidtil, men notabene, den skulle skæres påny efter det ældste mønster.¹⁰

Holdningen var nu præget af en historisk bevidsthed, som klart tilsagde, at man skulle tilbage til det oprindelige. Hvad var da mere naturligt end at henvende sig til en anerkendt kapacitet i datiden, Magnus Petersen, (1827-1917), titulær professor, arkæologisk tegner og restaurator af kalkmalerier, gravmæler, kirkeinventar m.m. Han havde tidligere i illustrationsøjemed samarbejdet med flere af selskabets medlemmer, såsom J.J.A. Worsaae, C.C. Rafn, P.G. Thorsen og C.F. Herbst.11 Magnus Petersen afleverede sin regning i januar 1889 og modtog 46 kr for sin titelvignet “udført i Chemitypie”, d.v.s. i en tidlig form for ætsning, som kunne benyttes som kliché sammen med almindelige blytyper – fra og med femte række af Danske Magazin ser man da heller ikke mere hverken trykrand eller en særlig “smudsig” firkant omkring vignetten.¹²

Vignet 1887-89

Magnus Petersen førte ganske rigtigt vignetten tilbage til noget, som absolut bringer tanken hen på O.H.v. Lode, blandt andet dukkede den forsvundne høstvogn igen op i baggrunden. Men nogen slavisk kopi var der absolut ikke tale om, hvad man selv kan forvisse sig om ved at sammenligne detaille for detaille. Det blev, når det kom til stykket, naturligvis en høstscene set med Magnus Petersens øjne – som i de andre versioner behøver man blot betragte det nederste ansigt, som nok engang skiftede udtryk.

Men slidstærk var denne, den fjerde udgave i kraft af moderne reproduktionsteknik. I mere end hundrede år har Magnus Petersens vignet været benyttet, dels på titelbladet af Danske Magazin, dels efter en beslutning i 1943 tillige på alle andre publikationer, der siden da er udgivet af Det kongelige Danske Selskab.¹³ Den eneste ændring ses fra og med syvende række, fjerde bind, der bærer årstallet 1943-48. Ved den lejlighed blev tilføjet de to kruseduller, som er anbragt nedenunder. De kan dog godt tydes, for der er tale om spejlskrift, der læses som “Facs. efter O.H.Lode / Chem. af M.Petersen”. Det må siges at være lidt af en tilsnigelse at anvende ordet “facsimile”, eftersom Magnus Petersen vitterligt tegnede sin udgave helt igennem så at sige på egen hånd. Ansvarlig for formuleringen var antagelig Selskabets daværende sekretær, Bjørn Kornerup, om end intet herom har kunnet erfares i Selskabets arkiver.

Efter de 250 år står man da i en valgsituation. En endnu nyere teknik muliggør nu en tilfredsstillende reproduktion af enhver af de fire vignetter. Man kan vælge frit, og hvilken skal man anvende? Er ældst automatisk identisk med at være bedst? I så fald må man tage Lodes version. Skal traditionen blot følges, kan man fortsætte med Magnus Petersens udgave. Eller skal man driste sig til at anlægge en kvalitetsvurdering? Det har forstanderskabet gjort, som man vil kunne se, når titelbladet til den niende rækkes første bind til sin tid foreligger. Skulle protesterne blive for voldsomme, kan man jo vælge om igen.